Er din virksomhed forberedt på det værste?

 

Hvis du driver virksomhed, løber du ikke bare én risiko men flere risici. Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis du ikke har forberedt din virksomhed på den modvind, I potentielt kan havne i.

Ifølge Allianz Gruppens risikobarometer fra 2019 er driftsforstyrrelser, cyberangreb og naturkatastrofer blandt de mest almindelige former for risici, du kan opleve, hvis du driver virksomhed. I 2017 stod naturkatastrofer alene for omkring 135 milliarder dollars i forsikrede tab. Andre trusler kan være reguleringer, økonomiske sanktioner, ændringer i lovgivning og ikke mindst Brexit.

For at kunne udarbejde en risikoprofil arbejder man blandt andet med mulige udfordringer og trusler, og her er det relevant at se på, hvad andre virksomheder oplever. Vi har derfor listet en række af de typiske faldgruber, man bør være opmærksom på.

1. Udstyret skal være i orden

Bygninger, køretøjer og udstyr kan blive beskadiget eller bryde ned. Det kan hurtigt blive dyrt at udbedre skaderne efter en brand, et vandrør der springer eller et indbrud, og afbrydelsen af produktionen kan resultere i betydelig reduktion af omsætning og indtjening.

2. Økonomi er alfa omega

Ingen penge - ingen virksomhed. Hvis man er en lille virksomhed, vil en finansiel risiko ofte være forbundet med for sen eller manglende betaling fra kunder. Finansieringskilders afslag på udvidet kreditgivning spænder ben for virksomhedens fortsatte eksistens og vækst, og prisen for større långivning er ofte højere for den nye virksomhed end for de veletablerede.

3. Klimaet kan ramme dig

Danmarks klima er relativt nådigt, men orkaner, skybrud og oversvømmelser forekommer med jævne mellemrum, og bør for nogle virksomheder medtages i den overordnede risikovurdering. Herudover er det vigtigt, at du er opmærksom på klimaet hos dine udenlandske samarbejdspartnere og leverandører og tænker det med ind i din risikovurdering. Hvis de rammes af en naturkatastrofe, gør din forretning det også indirekte.

4. Læk eller dårlig dømmekraft

Dine medarbejdere er med til at tilføre værdi til din virksomhed, men de kan også blive en udfordring for virksomheden. En illoyal medarbejder kan stikke af med din database, lække oplysninger til en tredjepart eller begå anden kriminalitet i virksomheden. I mindre drastiske - men dog relevante - scenarier kan en medarbejder ved et uheld skade virksomheden ved eksempelvis at godkende falske fakturaer eller åbne for en spam e-mail, der spreder computervirus på netværket.

5. Cybercrime bliver udbredt

Et IT-sammenbrud eller et ondsindet angreb fra hackere og andre cyber-kriminelle kan være katastrofalt for en virksomheds drift og indtjening. Meget tyder på, at det er en risiko, vi skal være mere opmærksom på i fremtiden på grund af den betydelige digitalisering af processer og forretningsgange, der kontinuerligt sker i moderne virksomheder.

6. Forsyningskæden tilføjer risici

Mange virksomheder er ikke klar over, hvor langt deres forsyningskæde strækker sig. En vare, som sælges i Danmark, kan gå igennem adskillige leverandører, inden den når frem til butikken. Jo mere komplekst produktet er, jo større er forsyningskæden. Hvert led i forsyningskæden har også en række udfordringer og mulige trusler, og det bliver dermed lagt oven i din pulje af risici, der vokser markant.

7. Politiske forandringer er afgørende

Det er ofte af enorm betydning for en virksomheds forsyning og afsætning, når der sker politiske og socio-økonomiske ændringer såvel nationalt som internationalt. Et omdiskuteret eksempel er Brexit, men også USA’s handelskrig med Kina og EU kan have en negativ effekt, alt efter virksomhedens markeder og omfang. Listen er lang i en foranderlig og urolig verden, og ofte mærkes konsekvenserne helt ind i hjertet af den enkelte virksomhed.

8. Strategiske beslutninger kan ødelægge

Gode strategiske beslutninger er afgørende for en virksomheds overlevelse. Alle beslutninger har fordele og ulemper, men når det gælder store strategiske beslutninger om alt fra nye produktlinjer til flytning af produktionen, kan det ultimativt lede til enten succes eller nedsmeltning.

 

Guide: Sådan fremtidssikrer du din virksomhed

Første skridt på vejen mod at fremtidssikre din virksomhed er, at være opmærksom på de risici, der måtte være for lige netop din virksomhed. De otte klassiske eksempler passer måske ikke alle til lige netop din virksomhed, men det kan give en god indikation på, hvilke interne og ikke mindst udefrakommende faktorer, der kan spille ind. Det er brugbar viden, når I skal følge første trin i guiden.

Alle virksomheder har en unik risikoprofil, og det er derfor en god idé at identificere de risici, som lige netop din virksomhed kan blive ramt af. Det kræver mere arbejde end at blot at læse en guide, men her får du konkrete, håndgribelige værktøjer, som hjælper dig i gang.

1. Brainstorm med dit team

Hvilke trusler er virksomheden oppe imod? Det er nødvendigt med input fra personer involveret i virksomhedens forskellige funktioner, herunder økonomi, marketing, IT og HR. Lav en liste over potentielle faldgruber, og hav fokus på trusler, der enten er forestående og/eller potentielt skadelige. Hent endelig inspiration fra andre virksomheder, der opererer inden for samme felt - læg især mærke til, om der er hændelser, som er havnet i pressen. Overvej, om din virksomhed kan lide samme skæbne.

I kan med fordel overveje følgende og arbejde videre ud fra det:

  • Handler vi med lande, der er i en ustabil eller foranderlig situation?
  • Hvor mange og hvem i virksomheden har adgang til forretningskritiske oplysninger?
  • Har vores samarbejdspartnere styr på deres forretning og forretningsforbindelser?

 

3. Tid til rollespil

Når I har identificeret mulige trusler, så udvælg de mest alvorlige og sæt et rollespil op, hvor I forestiller jer, hvordan virksomheden ville reagere, hvis scenariet var virkelighed. Det kan være, at jeres største kunde afbryder samarbejdet, at lageret bliver oversvømmet, at I bliver hacket eller en leverandør ikke leverer. Vil jeres reaktion være kompetent og handlekraftig? Tilfældig og ineffektiv? Eller et sted midt imellem? Testen vil vise, hvor der er huller i systemet, og hvor der er brug for at handle, så I kan udarbejde en plan, der vil forberede jer på enhver tænkelig situation.

2. Hvad nu hvis?

Hvor alvorlige er de forskellige risici, I skal forholde jer til i virksomheden? Gruppér dem fra forstyrrende til ødelæggende. Selvom det kan virke pessimistisk at tage sorgerne på forskud, er det afgørende for virksomhedens overlevelse, at diskutere “hvad nu hvis”-scenarierne med dit team af betroede medarbejdere for at gennemtænke alle de situationer, du gerne vil undgå. Hvis din virksomhed tidligere har været udsat, så spørg dig selv, om truslen er væk, eller om problemet kan opstå igen.

 

4. Tegn en kreditforsikring

Små virksomheder er særligt udsatte og følsomme over for ændringer og trusler, og nogle vil komme som en overraskelse for dig. Det kan derfor være en god idé at overveje, om kreditforsikring kunne være noget for dig og din virksomhed, så du kan sove roligt om natten, velvidende at dine risici er dækket og betalinger er garanteret. Når du tegner en kreditforsikring, kan du:

  • bevare din cash-flow og indtjening ved at begrænse din risiko for tab på kunder
  • få mere arbejdskapital og ofte til gunstigere priser
  • forbedre dine kunderelationer og være mere konkurrencedygtig ved at hæve kreditgrænser eller tilbyde bedre vilkår
  • få adgang til bedre viden om dine kunder og dermed mulighed for at undgå tab.

Resultatet

Forretningsrisici er et vanskeligt emne. Det kan virke bredt og diffust at håndtere - for ikke at tale om at planlægge. Men hvis du anvender en systematisk tilgang, er det muligt at identificere din virksomheds trusler. Ved at involvere dine medarbejdere vil du kunne afdække risici, du ikke selv har overvejet, og hvis I herefter laver en handlingsplan, går din virksomhed en mindre risikabel fremtid i møde.

 

Hvis du har spørgsmål til, hvordan du bedre kan styre dine risici, så tøv ikke med at kontakte os

Skriv eller ring til os