• Sammen med regeringen, EKF og andre danske kreditforsikringsselskaber støtter Euler Hermes den statslige garantiordning på 30 mia. kr.
  • Euler Hermes forudser en stigning i konkurser og skader i takt med at den europæiske økonomi havner i den værste recession siden 2. verdenskrig

KØBENHAVN 28. maj, 2020 - Kreditforsikringsselskabet Euler Hermes glæder sig over den støtte, som den danske regering og EKF yder til gavn for dansk handel og eksport, på et tidspunkt hvor den europæiske økonomi risikerer at havne i den værste recession siden 2. verdenskrig.

Euler Hermes forventer, at den europæiske BNP-vækst vil aftage markant i første halvdel af 2020 og forudser, at trods en hidtil uset støtte fra centralbanker vil globale insolvenser stige med + 20% i 2020, med + 19% stigning i Europa. Som en konsekvens af denne tilbagegang forventer Euler Hermes, at antallet af sager om forsinket betaling eller insolvens fra danske virksomheder kan stige med mere end 80% fra juli i år.

"Flere og flere virksomheder - inklusiv dem, der var i god økonomisk form inden krisen - står over for pengestrømsproblemer på grund af ubetalte fakturaer fra deres kunder. Den beskyttelsesmekanisme, der er indført, gør det muligt for os at fortsætte med at dække visse risici og at beskytte vores kunder," forklarer Michael Lercke Pedersen, administrerende direktør for Euler Hermes Danmark.

Sammen med regeringen og andre danske kreditforsikringsselskaber har Euler Hermes indgået en aftale om en statsgarantiordning på 30 mia. kr.

Med garantiordningen på plads kan Euler Hermes fortsætte med at sikre handel mellem virksomheder og udvide støtten til dansk økonomi.  Private kreditforsikringsselskaber, herunder Euler Hermes, vil opretholde forsikringskapaciteten på det danske marked under coronakrisen.

"Euler Hermes arbejder tæt sammen med myndighederne for at yde den bedst mulige støtte og assistance til danske virksomheder," siger Michael Lercke Pedersen.


Kreditforsikring er en vigtig del af sund handel

Udbredte likviditetsproblemer og truende konkurser skaber frygt hos mange virksomheder for, at deres kunder ikke kan betale for de varer eller tjenester, de har bestilt. Mange danske virksomheder ønsker derfor at forsikre sig mod tab.

Danske virksomheder kan fortsætte med at udføre kommercielle transaktioner uden risiko for manglende betaling. Kreditforsikring spiller en nøglerolle for økonomien idet nogle virksomheders vanskeligheder hurtigt kunne påvirke leverandører og forårsage en dominoeffekt i hele forsyningskæden.

”Vi er glade for, at støtteordningen blev oprettet i tæt samarbejde med de offentlige myndigheder. Takket være denne garanti støtter regeringen de danske virksomheder og sikrer, at de forbliver konkurrencedygtige i denne svære periode. Euler Hermes spiller en vigtig rolle i at muliggøre handel mellem virksomheder. Støtteordningen har til formål at beskytte virksomheder, der var i god økonomisk form før krisen, og at opretholde handel,” siger Michael Lercke Pedersen.