INTERVIEW MED RIK HEIJNE,
CEO ALLIANZ TRADE I DANMARK

Januar 2021

Allianz Trades nye CEO, Rik Heijne, ser på forandringer og udfordringer med stor optimisme og høj energi. Også når det gælder om at starte som ny CEO midt i en corona-pandemi, hvor medarbejderne arbejder hjemmefra, og kunderne har ekstra brug for råd og vejledning.


”Der er mange udfordringer lige nu for virksomhederne, ikke kun på grund af corona, men også på grund af Brexit og omvæltninger i USA og i det sydlige Europa. Det går op og ned; vi prioriterer højt at være der for vores kunder i denne tid og rådgive om, hvordan de kan handle i markedet så sikkert som muligt,” siger Rik Heijne.

”Jeg har fået en glidende overgang fra den tidligere CEO, og vi har et stærkt management team i Allianz Trade i Danmark, som samarbejder tæt. Vi holder fokus på kunderne, fokus på nye digitale løsninger til vores processer og fokus på digitale værktøjer til at forudsige risici,” siger Rik Heijne, og løfter dermed lidt af sløret for en række kommende nye online løsninger, bl.a. en ny app, som gør det muligt at indrapportere omsætningstal online.

Stort netværk i og udenfor Allianz Trade

Rik Heijne taler allerede hjemmevant om sin nye rolle, og han kender også forretningen utrolig godt. Han har arbejdet næsten 12 år i Allianz Trade for Multinationals med kreditforsikringsløsninger til store multinationale virksomheder med tilpassede lokale services.

”Jeg rejste både i Danmark og det øvrige Norden og i store dele af Europa. Jeg var afsted fire dage om ugen, og jeg har gennem årene opbygget et stort netværk både i Allianz Trade og internationalt med kunder, banker osv. Så da jeg blev opfordret til jobbet som CEO i Allianz Trade i Danmark, var jeg meget interesseret i at tage dette videre skridt i min karriere”, siger Rik Heijne.

Føler sig hjemmevant i Danmark

”Jeg var ofte i København i mit tidligere job, så jeg kender kulturen og har et godt netværk med bl.a. banker og forsikringsmæglere i Danmark. København er en smuk by, og da jeg flyttede ind i min lejlighed i København, var det som at komme hjem,” fortæller Rik Heijne. Hans familie bor foreløbig stadig i Holland, så hver anden weekend er han i Holland og bliver derfor testet for Covid-19 hver uge.  

Covid-19 har sat sit præg på opstarten

”En stor del af medarbejderne arbejder hjemmefra. Så for at vi kunne lære hinanden at kende, har jeg holdt løbende, interaktive online-møder med medarbejderne, forklarer Rik Heijne, som ser frem til endnu en stor forandring, nemlig at Allianz Trade flytter i nye lokaler i Københavns centrum indrettet med åbne arealer og mange flere mødelokaler.

”Jeg har været meget engageret i processen og har lagt vægt på, at det bliver en frisk og moderne indretning. Idéen er også at skabe mere fleksibilitet og dynamik på tværs mellem medarbejderne. At vi kommer til at kende hinandens styrker og ekspertiser, så vi altid kan give kunderne en top service.”

En leder som støtter og udvikler

På spørgsmålet om, hvem Rik Heijne er som leder, kommer svaret prompte: ”Jeg er typen, der søger udfordringer og ser nye muligheder. Jeg tror det ligger i min DNA altid at være på udkig efter nye muligheder. Samtidig går jeg meget op i at støtte medarbejderne, så de vokser med jobbet, jeg er kontant og direkte - og så bryder jeg mig ikke om bortforklaringer. Vi skal være professionelle i alt, hvad vi gør.


RIK HEIJNE

  • CEO Allianz Trade i Danmark, 2021 -
  • Regional Sales Director Euler Hermes World Agency Northern Europe, 2018 –2020
  • Regional Director Sales & Marketing Benelux 2009 – 2017
  • ABN AMRO Bank N.V.  2007 –2009

LinkedIn profil